Vinteren har stadig sat sine spor

20 april

Vinteren kom først efter mit sidste indlæg med iskold kulde, sne og kælkvejr. I slutningen af februar var jeg stadig imponeret over færgeturen gennem det brudte is. Vandet i Østersøen har stadig lagret vinterkulden og sørger for en kølig og langsomt fremrykkende forår. Fåreflokken på nabogrunden er ganske vist allerede blevet udvidet med syv sorte lam, men forsythierne blomstrer stadig. Vandet i Østersøen måler endnu ikke 8 grader. Endelig springer de første blade ud på nogle træer. Sådan kender vi stadig årstiderne fra vores ungdom, konstaterede en veninde og jeg en morgen. Og faktisk er det det køligste forår i de sidste næsten 50 år, bekræfter eksperterne.

Omgage og afrundinger

Min søgen efter spor har nu fundet udtryk i en række lysende papirarbejder. Det krævede mange forsøg, fejl og omveje at nå frem til det resultat, som jeg vil vise på en udstilling i juni. I et større værk vil jeg gerne samle mine erfaringer i en afsluttende helhed. Jeg ved bare endnu ikke hvordan. Til det har jeg måske brug for mere tid og ro, end jeg har til rådighed frem til udstillingens start i Marstal. Foreløbig venter jeg også på en kraftig vind fra øst. Så kommer der søgræs, som for øvrigt ikke er tang, som jeg nu har lært, i form af friske, grønne, lange strå. Med dem vil jeg gerne bygge objekter. Det tiltaler mig meget, og det passer godt til min søgen efter spor, at mit arbejde afhænger af vejret. En helt ny oplevelse.

Jeg havde svært ved, at jeg havde forestillinger i hovedet, som var teknisk vanskelige at realisere. Hvilken vej skulle jeg vælge? Skulle jeg ændre teknikken – eller mine forestillinger? Handlede det om at være åben nok for uventede overraskelser, eller om konsekvent at forfølge en billedidé? Ofte savnede jeg den kunstneriske udveksling. Vil det lykkes mig at finde denne udveksling her på stedet? Jeg har stadig svært ved at udtrykke mere komplekse og ufærdige tanker på det nye sprog.

I baggrunden

I mellemtiden kan jeg næsten se tilbage på en arbejdsfase. Hvad har jeg egentlig lavet, søgt, fundet? I min personlige digtsamling har jeg genopdaget et næsten glemt digt af Zoran Drvenkar:

alles, was gewesen ist
ich möchte deinem geruch
wie einer unsichtbaren spur
durch raum und zeit folgen
die stationen verstehen
an denen du gewesen bist
um zu wissen
wo ich dich finden kann
wo ich dich suchen muss
um dir zu sagen
dass alles
was gewesen ist
immer sein wird
dass deine gedanken
spuren hinterlassen haben
wie der schatten eines vogels
auf der erde
spuren hinterlässt
ohne dass man
den vogel
sehen muss

alt, hvad der har været jeg vil følge din duft som et usynligt spor gennem rum og tid forstå de stationer hvor du har været for at vide hvor jeg kan finde dig hvor jeg skal lede efter dig for at fortælle dig at alt hvad der har været altid vil være at dine tanker har efterladt spor ligesom en fugls skygge på jorden efterlader spor uden at man behøver at se fuglen - Oversættelse til dansk Havet, landskabet og dette land sætter spor i min opfattelse, mit arbejde, min hverdag og mine tanker. Det mærker jeg meget tydeligt. Hvilke spor efterlader jeg, hvilke har jeg efterladt, og hvilke har tidligere generationer efterladt i mig og i landskabet? Har jeg mulighed for at opfange og bearbejde disse spor? Hvordan sker det? Er der fejl i optagelsen, som jeg kan rette? I de seneste uger har jeg hørt en del om forskningsresultater inden for epigenetik, en nyere gren af genetikken. Tilsyneladende har man kunnet påvise overførsel af egenskaber og erfaringer fra en generation til den næste. Der er fundet reversible spor af biokemisk overførte erfaringer fra en generation til den næste. I hvilket omfang dette også gælder for menneskelig adfærd, synes dog endnu ikke at være fastslået med sikkerhed. Hvis jeg har forstået det rigtigt – jeg er ikke naturvidenskabskvinde – vil denne erkendelse ændre meget inden for medicin og psykologi, eller har den måske allerede gjort det? Jeg er meget nysgerrig efter at læse mere om det.

Søge og finde

Hvad var det så, jeg søgte? Jeg forsøgte at nærme mig mine omgivelser på en ny måde. Ikke udsigten til landskabets vidder og horisontens fjernhed, men nærheden til de materialer, som dette landskab består af. Jeg har lugtet til det muggen tang og sorteret havgræsset fra, rørt ved vasketøjsvognen i havnen, der lugtede af gammel fisk, og mærket den ru sand under fødderne. Alt dette har jeg taget med ind i mit atelier og bearbejdet, omformet og brugt. Jeg har så at sige indlemmet det i mig selv. Det var også et helt andet arbejde end det distancerede blik, når jeg tegner, som jeg kender så godt. Hvad har jeg fundet i den proces? Et mere komplekst, mere kropsligt syn på min verden.

Kunstnerisk arbejde er altid også et indre arbejde. For mig er det dog vigtigere og langt mere spændende, hvad du hører, end det, jeg fortæller om mig selv. Med andre ord: Hvad kan du finde i de spor, jeg har bearbejdet? Det ligger mig på sinde. I udstillingen i Marstal vil jeg måske, hvis det går godt, få en lille smule af det at vide. På tværs af de mange forskellige sprog håber jeg at kunne fortælle noget på en nonverbal måde, som jeg selv ikke kan sætte ord på.

Mon vi ses der?